Er mine penge sikkert? På rigtigheden af vores banker

Bankerne er institutioner, hvori mirakler ske regelmæssigt. Vi overlade sjældent vores penge til nogen, men selv – og vores banker. Trods en meget omtumlede historie af dårlig ledelse, korruption, falske løfter og repræsentationer, vrangforestillinger og adfærdsmæssige inkonsekvens – banker stadig lykkes for at motivere os til at give dem vores penge. Dels er det følelsen af at der er sikkerhed i tal. Den fashionable betegnelse i dag er “moral hazard”. Den implicitte garantier af staten og andre finansielle institutioner bevæger os for at tage risici, som vi ellers ville have undgået. Dels er det sofistikerede banker i markedsføring og fremme af sig selv og deres produkter. Skinnende brochurer, professionelle computer og video præsentationer og store, helligdom-lignende, fast ejendom komplekser tjene til at forbedre billedet af bankerne som templer i den nye religion af penge.
Men hvad ligger der bag alt dette? Hvordan kan vi vurdere rigtigheden af vores banker? Med andre ord, hvordan kan vi fortælle, hvis vores penge sikkert gemt væk i et sikkert tilflugtssted?
Reflex er at gå til den bankernes balancer. Banker og balancer har været både opfundet i deres moderne form i 1400-tallet. En balance, kombineret med andre regnskaber formodes for at give os et sandt og fuld billede af banken, dens fortid og dens langsigtede perspektiver sundhed. Den overraskende sagen er at – trods fælles udtalelse – det gør. Elementet mindre overraskende er, at det er temmelig ubrugelig, medmindre du ved, hvordan at læse den.
Årsregnskab (indkomst – aka gevinst og tab – erklæring, pengestrømsopgørelse og balance) kommer i mange former. Nogle gange er de i overensstemmelse med vestlige regnskabsstandarder (de generelt accepterede regnskabsprincipper, GAAP eller den mindre streng og mere fuzzily formuleret internationale regnskabsstandarder, IAS). Ellers er de i overensstemmelse med lokale regnskabsstandarder, som ofte lader meget tilbage at ønske. Stadig, bør du kigge efter banker, som gør deres opdaterede finansielle rapporter tilgængelige for dig. Det bedste valg ville være en bank, der revideres af en af de store seks Western revisionsfirmaer og gør sine revisionsberetninger offentligt tilgængelige. Disse reviderede regnskaber bør konsolidere de økonomiske resultater for banken med de finansielle resultater af dets datterselskaber eller associerede selskaber. Meget ofte gemmer sig i disse hjørner af selskabsejerforhold.
Bankerne er bedømt af uafhængige organer. Den mest berømte og mest pålidelige af partiet er Fitch-IBCA. En anden er Thomson BankWatch-BREE. Disse agenturer tildele brev og kombinationer af tal til de banker, der afspejler deres stabilitet. De fleste agenturer differentiere på kort sigt fra de langsigtede perspektiver af bankvirksomheden bedømt. Nogle af dem endda undersøgelse (og sats) spørgsmål, såsom lovligheden af driften af banken (retlig vurdering). Tilsyneladende er alle en pågældende person har at gøre, er derfor, at optrappe til banken manager, mønstre modet og bede om bankens rating. Desværre er liv mere kompliceret end kreditvurderingsbureauer vil have os til at tro. De baserer sig primært på de økonomiske resultater for bank vurderet som en pålidelig måler af sin finansielle styrke eller finansielle profil. Intet er længere fra sandheden.
Ganske vist, de finansielle resultater indeholder et par vigtige kendsgerninger. Men man skal se ud over de nøgne tal at få den reelle – ofte langt mindre opmuntrende – billede.
Overvej det ømtålelige spørgsmål om valutakurser. Årsregnskab beregnes (undertiden udtalte i USD ud over den lokale valuta) ved hjælp af den valutakurs, der er fremherskende på 31 December i regnskabsåret (som erklæringer henvise). I et land med en flygtige indenlandsk valuta ville dette har tendens til at helt fordreje den sande billede. Dette er især tilfældet, hvis en stor luns af aktivitet forud for denne vilkårlige dato. Det samme gælder for regnskaber, der ikke var Inflationen-justerede i høj inflation lande. Udtalelserne vil se oppustede og selv afspejler overskud hvor tunge var tab. “Gennemsnitlige beløb” accounting (som gør brug af gennemsnitlige valutakurser hele året) er endnu mere misvisende. Den eneste måde til virkelig afspejler virkeligheden er, hvis banken skulle holde to sæt konti: én i den lokale valuta og én i USD (eller nogle andre valuta for reference). Ellers kan fiktive vækst i aktivet base (på grund af inflation eller kursudsving) resultere.
Et andet eksempel: i mange lande, ændringer i reglerne kan stærkt påvirke regnskabet for en bank. I 1996 ændret i Rusland, for at tage et eksempel, Bank Rusland algoritme til beregning af en vigtig bank ratio (kapital til risiko-vægtede aktiver forholdet). Medmindre en russisk bank gentog sin tidligere regnskaber i overensstemmelse hermed, en kraftig ændring i rentabiliteten dukkede op fra ingenting.
De nettoaktiver, der selv er altid misstated: tallet henviser til situationen på 31/12. En 48-timers lån til en samarbejdende virksomhed kan puste aktivet base på den afgørende dato. Denne vildledning er kun mildt forbedret med indførelsen af en “gennemsnitlige aktiver” calculus. Desuden, nogle af aktiverne, der kan være interesse tjener og udfører – andre, misligholdte. Forfaldsfordelingen aktiver er også af afgørende betydning. Hvis de fleste af bankens aktiver kan trækkes tilbage af sine kunder på en meget kort varsel (på efterspørgsel) – kan det hurtigt finde sig selv i problemer med en løbetur på formuen fører til insolvens.
En anden ofte brugt figur er nettoindkomsten af banken. Det er vigtigt at skelne renteindtægter fra ikke-renteindtægter. I en åben, nuanceret kreditmarked, bør indtægter fra renter forskelle være minimal og afspejle risikoen plus en rimelig del af indkomst til banken. Men i mange lande (Japan og Rusland) subsidierer regeringen banker ved at låne dem penge billigt (gennem den Europæiske Centralbank eller gennem obligationer). Bankerne derefter gå videre til at låne de billige midler til ublu priser til deres kunder, således høster enorme renteindtægter. I mange lande er indkomst fra statsgældsbeviser skattefrie, som repræsenterer en anden form for tilskud. En høj indkomst fra renter, er et tegn på svaghed, ikke af sundhed, her i dag, der i morgen. Den foretrukne indikator bør indtægter fra operationer (gebyrer, provision og andre gebyrer).
Der er et par nøgletal til at observere. Et relevant spørgsmål er, om banken er akkrediteret med internationale Bank agenturer. Sidstnævnte spørgsmål lovpligtige kapitalkrav og andre defineret nøgletal. Overholdelse af disse krav er mindst i mangel af som banken bør betragtes som positivt farlige.
Afkast af bankens egenkapitalen (ROE) er nettoindkomsten divideret med den gennemsnitlige egenkapital. Afkastet af bankens aktiver (ROA) er dens nettoindkomst divideret med de gennemsnitlige formue. (Tier 1 eller samlet) kapital divideret med bankens risiko vægtede aktiver – en foranstaltning af bankens kapitalgrundlag. De fleste banker følge bestemmelserne i Basel-aftalen som angivet af den Basel udvalget for banktilsyn (også kendt som G10). Dette kunne være vildledende, fordi aftalen er dårligt rustet til at håndtere risici i forbindelse med fremspirende markeder, hvor misligholdelsesrate på 33% og mere er normen. Endelig er der fælles lager til samlede aktiver forholdet. Men nøgletal er ikke cure-alls. For så vidt som de mængder, der udgør dem kan være leget med – kan de være underlagt manipulation og fordrejning. Det er rigtigt, at det er bedre at have høje nøgletal end lav dem. Høje nøgletal er udtryk for en Banks underliggende styrke af reserver og hensættelser og derved dens evne til at udvide sin forretning. En stærk bank kan også deltage i forskellige programmer, tilbud og auktioner for den Europæiske Centralbank eller af Finansministeriet. Flere af bankens indtjening er bevaret i banken og ikke distribueres som overskud til sine aktionærer – jo bedre disse nøgletal og bankens modstandskraft over for kreditrisici. Stadig, disse nøgletal skal tages med mere end et gran salt. Engang ikke bankens fortjenstmargen (forholdet mellem nettoindkomst til samlede indkomst) eller dens aktiv udnyttelse koefficient (forholdet mellem indkomst til gennemsnitlige aktiver) skal påberåbes. De kunne være resultatet af skjulte subsidier af regering og forvaltning fejlvurderinger eller underdrivelse af kreditrisici.
At uddybe de sidste to punkter: en bank kan låne billigt penge fra den Europæiske Centralbank (eller betale lav rente til indskydere og opsparere) og investere dem i sikker statsobligationer, tjener en meget højere renteindtægter fra obligationer kuponbetalinger. Det endelige resultat: en stigning i bankens indtægter og rentabilitet på grund af en ikke-produktive, ikke-varige arbitrage operation. Ellers, bankens ledelse kan underdrive mængder af dårlige lån på bankens bøger, dermed reducere de nødvendige jordudtagning og øge rentabiliteten. Regnskabet for banker afspejler i vid udstrækning ledelsens vurdering af virksomheden. Dette er en dårlig vejledning at gå.
Bør lægges særlig vægt på de vigtigste finansielle resultater side af en bank bøger, bestemmelser for devalueringen af værdipapirer og at Urealiseret forskellen i valutapositionen. Dette gælder især, hvis banken er i besiddelse af en stor del af aktiverne (i form af finansielle investeringer eller lån) og egenkapitalen er investeret i værdipapirer eller i udenlandsk valuta denomineret instrumenter. Separat, kan en bank være handel for sin egen position (Nostro), enten som en prisstiller eller en erhvervsdrivende. Profit (eller tab) på handel med værdipapirer skal tilbagediskonteres, fordi det er hypotetisk og tilfældige til bankens vigtigste aktiviteter: Indbetal tager og lån at gøre.
De fleste banker depositum nogle af deres aktiver med andre banker. Dette er normalt anses for at være en måde at sprede risikoen. Men i meget svingende økonomier med sygelig, underudviklede finansielle sektorer, alle institutioner i sektoren er tilbøjelige til at flytte i tandem (et stærkt korreleret marked). Grænseoverskridende indskud blandt bankerne kun tjene til at øge risikoen for at deponeringen bank (som den seneste affære med Toko Bank i Rusland og bankkrise i Sydkorea har vist).
Yderligere tættere til den nederste linje er banken driftsudgifter: lønninger, afskrivninger, faste eller kapital aktiver (fast ejendom og udstyr) og administrative udgifter. En tommelfingerregel er: jo højere disse udgifter, værre. Den store historiker Toynbee sagde engang, at store civilisationer kollapse umiddelbart efter de testamentere til os de mest imponerende bygninger. Dette gælder dobbelt med bankerne. Hvis du ser en bank inderligt involveret i opførelsen af paladsagtige grene – holde sig væk fra den.
Alle betragtes som, banker er risikoen handlende. De lever af misforholdet mellem aktiver og passiver. Efter bedste evne forsøger de at andet gætte markederne og reducere sådan en uoverensstemmelse ved at påtage sig en del af risiciene og ved at engagere sig i ordentlig porteføljeforvaltning. For dette opkræve de gebyrer og provisioner, renter og overskud – som udgør deres indtægtskilder. Hvis nogen ekspertise er tilskrevet banksystemet, er det risikostyring. Banker formodes at tilstrækkeligt vurdere, kontrollere og minimere kreditrisici. De er forpligtet til at gennemføre kreditvurdering mekanismer (kredit analyse), effektiv og eksklusive informationsindsamling systemer, og at indføre de rigtige udlån politikker og procedurer. Just in case de misforstået markedsrisiciene og disse forvandlet til kreditrisici (hvilket sker alt for ofte), banker skulle lægge pengebeløb, som realistisk set kunne opveje lån gået sur eller misligholdte i fremtiden. Disse er lån tab reserver og hensættelser. Lån formodes at blive konstant overvåget, omklassificeret og afgifter skal træffes mod dem inden for gældende. Hvis du ser en bank med nul omklassificeringer, opkræve og inddrivelser – enten banken liggende gennem deres tænder, eller det tager ikke business af bank-alt for alvorligt, eller dens ledelse er ikke mindre end guddommelig i sin forudseenhed. Hvad er vigtigt at kigge på er satsen af hensættelse til tab på udlån som en procentdel af de udestående lån. Så det skal være i forhold til procentdelen af misligholdte lån ud af de udestående lån. Hvis de to tal er ude af trit, enten nogen trækker dine ben – eller forvaltningen er inkompetente eller lyver for dig. De første ting nye ejere af en bank gør som regel, placeret aktiv kvalitetsforbedring (en høflig måde at sige at de slippe af dårlig, misligholdte lån, uanset om erklæret som sådan eller ej). De gør dette ved at klassificere lån. De fleste centralbanker i verden har i stedet regler for lån klassificering og hvis handlet på, disse giver mere pålidelige resultater end nogen ledelsens “vurdering”, uanset hvor velment. I nogle lande i verden tvinger den Europæiske Centralbank (eller tilsyn med bankerne) banker at afsætte bestemmelser mod lån af de højeste risikokategorier, selvom de udfører. Dette, langt, bør metoden at foretrække.
Af de to sider af balancen tjener aktiver side mest opmærksomhed. Inden for det fortjener interesse tjene aktiver største indvielsen af tid. Hvilken procentdel af lånene er kommercielle og hvor stor en procentdel til enkeltpersoner? Hvor mange långivere er der (risikospredning er omvendt proportional med eksponering for enkelt låntagere)? Hvor mange af transaktionerne, der er med “tilknyttede parter”? Hvor meget er i lokal valuta, og hvor meget i udenlandske valutaer (og hvor)? En stor eksponering for udenlandsk valuta udlån er ikke nødvendigvis sundt. En skarp, uventede devaluering kunne flytte en masse af låntagerne i misligholdelse og standard og dermed forringe kvaliteten af aktiv base. I hvilke finansielle køretøjer og instrumenter er banken investerede? Hvordan risikabelt er de? Og så videre.
Ikke mindre vigtigt er strukturen modenhed af aktiverne. Det er en integreret del af likviditet (risiko) forvaltningen af banken. Det afgørende spørgsmål er: Hvad er de pengestrømme forventede fra loebetid af de forskellige aktiver og passiver – og hvor sandsynligt er det at materialisere. En ru matchende har at eksistere mellem de forskellige løbetider på aktiverne og passiver. Pengestrømme af aktiverne i banken skal anvendes til at finansiere de pengestrømme, som følge af bankernes forpligtelser. En skelnen er mellem stabil og varm midler (sidstnævnte i konstante stræben efter højere udbytter). Likviditet indikatorer og indberetninger skal være sat på plads og beregnet et par gange dagligt. Huller (især i kategorien kort sigt) mellem bankens aktiver og dens passiver er et meget bekymrende tegn.
Men bankens makroøkonomiske miljø er lige så vigtigt at bestemmelsen af dens finansielle sundhed og dets kreditværdighed som enhver forholdet eller mikro-analyse. Tilstanden af finansmarkedernes har undertiden større indflydelse på bankens soliditet end andre faktorer. Et fint eksempel er effekten, at renter priser eller en devaluering har på en bankens rentabilitet og kapitalisering. Den underforståede (ikke at nævne den udtrykkelige) støtte af myndighederne, andre banker og investorer (indenlandske som internationale) sæt den psykologiske baggrund for eventuelle fremtidige udvikling. Det er kun alt for logisk. I en ustabil finansielle miljø er afsmittende effekter mere sandsynligt. Banker penge med andre banker på grundlag af sikkerhed. Stadig, værdien af værdipapirer og soeskende er så god som deres likviditet og som markedet selv. Den evne til at gøre forretninger (for eksempel i det syndikerede lånemarked) er påvirket af det større billede. Faldende egenkapital markeder herald handelstab og tab af indtægter fra handel operationer og så videre.
Måske er den vigtigste faktor det generelle niveau for renter i økonomien. Det bestemmer nutidsværdien af udenlandsk valuta og den lokale valuta denomineret statsgæld. Det påvirker balancen mellem realiserede og Urealiserede tab på længere sigt (kommercielle eller andet) papir. En af de vigtigste instrumenter, likviditet generation er genkøbsforretning (repo). Banker sælge deres porteføljer af statsgælden med en forpligtelse til at købe det tilbage på et senere tidspunkt. Hvis renten skyde op – kan tab på disse repos udløse marginbetalinger (krav til straks betale tab eller andet materialisere dem ved at købe værdipapirerne tilbage). Marginbetalinger er et dræn på likviditet. Således i en situation med stigende renter, kunne repos absorbere likviditet fra bredden, punktere stedet puste. Samme princip gælder for at udnytte investeringer køretøjer, der anvendes af banken til at forbedre afkast af sin værdipapirhandel operationer. Høje renter her kan have en endnu mere smertefuld resultatet. Som likviditet er kværnet, er bankerne tvunget til at materialisere sig deres handelstab. Dette er bundet til at lægge ekstra pres på priserne på finansielle aktiver, udløse flere marginbetalinger og klemme likviditet yderligere. Det er en ond cirkel af en uhyrlig momentum når påbegyndt.
Men høje renter, som vi nævnte, også stamme aktivsiden af balancen ved at anvende pres på låntagere. Det samme gælder for en devaluering. Forpligtelser forbundet med udenlandsk valuta vokse med en devaluering med ingen (umiddelbare) tilsvarende stigning i lokalt priser at kompensere låntager. Markedsrisiko er således hurtigt omdannet til kreditrisiko. Låntagere standard på deres forpligtelser. Lån tab bestemmelser skal øges, spise i bankens likviditet (og rentabilitet) endnu længere. Bankerne er så fristet til at spille med deres reserve dækning niveauer for at øge deres rapporteret overskud og dette, igen, rejser en reel bekymring vedrørende tilstrækkeligheden af niveauer af lån tab reserver. Kun en stigning i egenkapitalen base kan derefter dæmpe de (begrundede) frygt for markedet men sådan forhøjelse kan komme kun gennem udenlandske investeringer, i de fleste tilfælde. Og udenlandske investeringer er normalt en sidste udvej, paria, løsning (Se Sydøst Asien og Den Tjekkiske Republik for friske eksempler i en endeløs forsyning af dem. Japan og Kina er, formentlig, næste).
I fortiden var tankegangen, at nogle af risikoen kunne være forbedret af sikringsinstrumenter i terminsmarkederne (= ved at sælge det til villige risiko købere). Men en hæk er kun så god som den modpart, der leverer it og i et marked belejret af afsmittende konkurser, komforten er tvivlsom. I de fleste nye markeder, for eksempel, er der ingen naturlige sælgere af udenlandsk valuta (virksomheder foretrækker at hamstre ting). Så fremad anses for at være en række spil med en standard i tilfælde af betydelige tab en meget plausibel vej ud.
Banker afhænger udlån for deres overlevelse. Udlån basen igen, afhænger af kvaliteten af udlån muligheder. I højrisiko markeder, dette afhænger af muligheden for tilsluttede udlån og på kvaliteten af soeskende tilbydes af låntagerne. Om låntagerne har kvalitative soeskende at tilbyde er et direkte resultat af likviditet i markedet og om hvordan de bruger provenuet af udlån. Disse to elementer er nært forbundet med banksystemet. Dermed den næstsidste ond cirkel: hvor ingen velfungerende og professionelle banksystemet findes – ingen gode låntagere vil dukke op.